Referat af ordinær generalforsamling i “Trailerlauget af 1986” afholdt fredag den 13. oktober 2006 hos Familien Primdahl, Snareager.

 

Valg af dirigent :

Kl. 22.40 – noget senere end traditionen byder og efter et betydeligt antal snapse - startede formanden årets generalforsamling og foreslog Frode til dirigent-posten.

Han blev enstemmigt valgt endnu en gang, og kunne således åbne årets generalforsamling.

Oven på sidste års handicap kunne han i år rigtigt jonglere med klokkeværket, endda med begge hænder, og han gav udtryk for at det betød meget for ham at få lov til at røre ”sit”  klokkeværk denne ene gang om året.

 

Formandens Beretning :

Formanden glædede sig over 20 års jubilæet og blev helt rørstrømsk over vores gamle østtyske ”nostalgi-trailer”, som de 5 oprindelige medlemmer investerede i gennem anparter a 800 kr, i alt 4000 gode danske ”1986-kroner” , men som formanden klart erindrede kostede transportmidlet faktisk kun 3995 Dkr. Georg blev sat til at hente traileren, og han handler jo hurtigt, alligevel blev det antydet, at han måske havde scoret 5 kr, men på daværende tidspunkt havde han heller ikke haft noget på krogen endnu, så det var acceptabelt !

Problemer med manglende trækkroge og knopper, der ikke passede blev erindret, men behøver ikke nærmere uddybning.

Det har været en helt utrolig aktiv trailer ( og -laug ) med rigtig meget aktivitet og uden de helt store reparationer. Der er udskiftet et par pærer i ny og næ til 13,95 Dkr. i Harald BilligBras ( mini-junior-prospect-aspirant-elev Jonas P. uden taleret ville vide, om det var hestepærer ? ).

Et par nye brugte sorte dæk fra dansk-tysk-autolager uden bilag er det også blevet til, og så var der vist et par støddæmpere og en stænklap, samt de berømte trekanter, som i årevis var fast punkt på generalforsamlingen, men som undertegnede desværre fik ordnet på en så uheldig måde at dette punkt er forsvundet fra vort årlige møde

Så står her i mine notater, at Margit ordnede en svejser/Sweitzer foran på traileren den 3. weekend i september og at dette medførte en del vragdele – jeg husker ikke helt formandens historie, men den var da god og nu er den ført til referat ( det lugter lidt af terrorangreb ) !

 

Formanden havde også udarbejdet et forslag til egentlige vedtægter for lauget, som senere blev behandlet under indkomne forslag.

Såvel beretningen som de nye vedtægter blev enstemmigt godkendt og vedtaget med siddende klapsalver og tilhørende snaps.

 

Kassererens beretning :

Kassereren brugte det første af sin taletid til at finde og påmontere sig sine glas-øjne.

Der blev helt stille indtil han endelig fortalte, at det jo gik ret godt !

Ingen udgifter men 2 hængerøve og 2 rykkere, der er på vej i Riber’s !

Kassereren indskærpede at kontingentet forfalder hvert år :  1/10,  1/10, 1/10 ja 1/10,

Hvor svært kan det være ?

 

På trods af øget aktivitet i køkkenkassen, så han ingen grund til kontingentforhøjelse, så kassererens beretning blev enstemmigt godkendt.

For en god ordens skyld bemærkes det at :

kontingentet for år 2006-2007 fortsat er kr. 100 for aktivt medlemskab, og kontingentet skal være indbetalt til kassereren inden næste ordinære generalforsamling.

 

Udvalgenes beretning / ( Seniorudvalget )  :

Det kom vist bag på Seniorudvalget, at der skulle aflægges beretning, det tyder vel på ringe aktivitet, så i stedet blev kassererens beretning angrebet ( efter den var godkendt )

Seniorudvalget ønskede en øget kontrol med køkkenkassen, der er nært forbundet med trailerlaugets kapital gennem valutasamarbejdet Jellingvej-Frugthaven !

Der konstateres øget aktivitet i begge kasser, og det drejer sig specielt om byggeudgifter, bil, rejser og konen.  

Hvis vi vil overveje større indtægter, kunne vi udleje reklameplads på en reklamebom på traileren til feks 80000 kr om året, og Lars vil kunne sælge reklamepladsen på sin færd rundt i landet.  Og traileren kommer jo også vidt omkring !

Endelig ønskede seniorudvalget at sænke aldersgrænsen for optagelse til 40 år og kom med forslag om en demo-krog til at øve til-kobling. Samtidig lod han jernet gå rundt, dirigenten blev pludselig flov og trængte til kaffe ( klokken var nu 23.30 ).

Dette udløste forslag om at vi skulle lege ”føl & gæt” på næste års generalforsamling.

På falderebet foreslog udvalget at lave en Bakkefest den 28/4-2007 på Bakkeager.

 

Webmasterudvalget omtalte nyt layout på hjemmesiden og også her mulighed for at sælge reklameplads til interesserede.

 

”Oves eget udvalg” ville gerne vente til senere !

 

Indkomne forslag  :

For første gang i nyere tid var der et indkommet forslag, og endda fra selveste formand  WebMaster himself .  Det var nye vedtægter for lauget og efter en minutiøs gennemgang blev de enstemmigt vedtaget, så vi kunne få en lille øl (mere)

 

Eventuelt, Diverse og Måske  :

I år var der ikke noget, der egner sig til komme i referat, så dirigenten styrede hurtigt generalforsamlingen videre for at få noget kaffe.

Undervejs kom der en flaske snaps fra vort Nordenfjords-medlem på bordet, men den fik hurtigt ben at gå på. Ja, lidt plat, men sådan var al snakken under eventuelt, så derfor er resten sletten af censuren for at undgå at provokere etniske minoriteter og andre ædruelige.

 

Valg :

Der var genvalg over hele linien.

Bestyrelsen vil konstituere sig på næste bestyrelsesmøde, hvilket er helt i tråd med de nye vedtægters §13 :  ”Der afholdes ikke bestyrelsesmøder i løbet af året”.

 

Næste år :

I år huskede dirigenten at få en aftale om næste års generalforsamling på plads inden lukketid, så da han var ved at være kaffe-desperat valgte han Tina & Jesper, som helt frivillige værter, hvorfor vi ses igen :

 

Fredag den 12. oktober 2007 kl. 19.00

hos Familien Lange Jensen, Bjerreager 22.

 

 

Kl. 00.05 ringede dirigenten generalforsamlingen af, og dette blev således den første generalforsamling, der gik over 2 dage, 13/10-06 – 14/10-06

Han takkede for god ro og orden, og skreg efter kaffe.

 

 

Referent : Skri-Bent-en