Ordinær generalforsamling i “Trailerlauget af 1986”

Fredag den 10. oktober 2008

Hos Familien Juul på Bakkegården.

 

Valg af dirigent :

Formanden åbnede årets generalforsamling kl. 22.01 efter stueuret havde bimlet 10 gange, og han måtte håndtere den - for hele forsamlingen - både triste og kaotiske situation at vores faste dirigent gennem 22 år havde meldt fra, fordi hans synsrapport ikke var i orden.

Der måtte forslag på bordet :

Søren og Jesper blev foreslået og minsandten om ikke også Frode blev foreslået alligevel in absentia. Frode blev enstemmigt valgt, men da han ikke var til stede foretoges et omvalg med hemmelig håndsoprækning, hvor også de ikke-taleberettigede kvindelige deltagere deltog og skabte stor usikkerhed om resultatet.

Frode fik 2 stemmer, Søren 3-5 stemmer og Jesper 4 stemmer.

I alt 9-11 ( men hvor mange var vi ?)

Formanden tolkede resultatet, som at Søren var valgt og bad Margit om at overlade Frodes fløjlsbløde klokkeværk til ham.

Søren undlod at takke for valget og trak i stedet tiden ud med noget vrøvl om regler, sikkert for at skjule at han ikke havde forberedt sig ordentligt, og han demonstrerede flere gange sit manglende kendskab til foreningens vedtægter.

Langt om længe fik han dog æ klokkeværk til at sige dingeling og kunne med selvtilfredshed konstatere at morfar var rørt til tårer over at se sit ældste barnebarn styre general-forsamlingen som dirigent.    Vi andre savnede bare Frode !

Efter lidt mere ævl og et par private sms'er blev det tid til Æ formands bæretning !

 

Formandens Beretning :

Den nye dirigent virkede skræmt af formandens mange sider notater (der var vist 2), men lod ham dog få ordet.

Det forgangne års faldende aktiekurser og stigende renter blev analyseret og kommenteret, og havde vi været så dumme at investere hele formuen incl køkkenkassen, der ved indgangen til året udgjorde 4324 Dkr , så havde vi i dag stået med 2374 Dkr.  Faktisk er vi ret kloge, og vores "køkkenkassemodel", der både sikrer kursværdien og samtidig medfører høje renter er nu så beundret og anerkendt, at den vil blive indført i Handelshøjskolens allernyeste lærebøger.   Formanden takkede i den forbindelse sin bestyrelse for mådehold(?) og ansvarlighed ved at modstå et langt pres for at sætte midlerne i aktier.

Nu så han derimod en mulighed for at optage et lån på ca 10 millioner med sikkerhed i traileren og så anvende provenuet til at anskaffe nogle billige aktier, hvilket over en årrække skulle kunne give 3-4 millioner til hvert medlem i lauget.

 

Laugets hovedaktivitet udover generalforsamlingen, nemlig trailer-trilleriet har været på et meget lavt niveau i år - der var lige en flytning, men det var vist mest op ad bakke.

 

Lauget følger med tiden, og vi er i år overgået til elektronisk kontingent-indbetaling efter en stor indsats fra kassereren, men vi må konstatere, at ny teknik ikke altid kun er af det gode. Kassereren spares uden tvivl for en del øl og vin-udgifter i forbindelse med kontingent-opkrævningen, men det sociale aspekt og den hyggelige stemning under afregningen af det forfaldne kontingent, må man bestemt ikke undervurdere, for det vil nu altid være nemmere at smide "en las" i æ' køkkenkas', når man først smagt lidt på af Frugthavens Bryg.

 

Et andet nyt tiltag er flere medlemmers fjæs på Facebook. Formanden virkede dog ikke speciel tilfreds med at undertegnede straks udnyttede muligheden for at male lidt på hans væg - faktisk var det et relevant forslag om et extra-ordinært bestyrelsesmøde (som vi jo ikke holder), for at fastlægge betingelserne for det hovedløse Facebook-emne, der på det seneste har søgt om optagelse i lauget.

 

Der er igen i år kommet en henvendelse fra en anonym person, der søger optagelse i trailerlauget. Ansøgningen er dateret 14.08.2008 kl. 20.16 og er modtaget via foreningens hjemmeside. Efterfølgende er der modtaget flere mails, som antyder at vedkommende kunne være fra Østeuropa, da så vel tale som skrift indikerer et særdeles gebrokkent Dansk, det mest danskeste er "Guten Tag".

Senere er der fulgt en række telefonsamtaler, som vedkommende optog på bånd uden at meddele dette forinden, hvilket almindelig høflighed jo foreskriver, men formålet er formentligt at lære sproget lidt bedre.

 

Da han åbenbart er meget ivrig efter titlen som prospect, har vi valgt at optage ham, og alle opfordres til at tage vel imod ham. Han er informeret om de almindelige optagelses-betingelser, så med lidt intensiv dansk-undervisning og en grillaften, kan han måske vise sig at være egnet.

 

Sidste års forslag om udnævnelse af gamle trofaste medlemmer til æresmedlemmer med ret til deltagelse i generalforsamlingen og mulighed for indbetaling af frivilligt bidrag til køkken-kassen i stedet for tvunget kontingent kom for sent, hvorfor formanden repeterede forslaget og opfordrede os til at vedtage det i år.

 

Endelig fik bestyrelsen tak og ros for den store indsats på alle de bestyrelsesmøder, som vi aldrig afholdte.

Formandens beretning blev enstemmigt vedtaget ( af alle )

 

Kassererens beretning :

Det var en meget kort beretning. Det går forrygende, det har været et år kun med indtægter, ingen udgifter overhovedet.

Vi har indført elektronisk indbetaling af kontingent til såvel trailerlaug som køkkenkasse.

Det fungerer snildt : kontonummeret er det samme.

Det er desværre ikke fryd og gammen det hele - en verbal rykker måtte sendes ud til "et-eller-andet" ungt medlem, som ikke var helt fortrolig med det her nymodens pjat som netbank, computere og elektroniske overførsler, men det skulle være på plads nu.

Laugets formue er pr 1.oktober 2008 steget til : 5024 Dkr, og da der ikke er nært forestående investeringer, foreslog kassereren at man kunne lade kassen stå for en spændende ekskursion i den kommende trailer-sæson.

Kontingentet ser ud til at dække omkostningerne til driften af traileren, så :
kontingent for år 2008-2009 er fortsat kr. 100 for aktivt medlemskab, og det skal være indbetalt til kassereren eller overført til køkkenkassen senest den 1.okotber 2009.

Efter en kort meningsudveksling om den udgående kontingent-betalings-øl eller -vin, blev beretningen enstemmigt vedtaget ( af alle )

 

Inden udvalgenes beretning forslog "medlem Jesper", at vi skulle gøre "en Frode", nemlig løfte en ting op fra bordet og sige skål.

Og så her var der enstemmighed af respekt for Frode, som vi savnede.

 

Udvalgenes beretning / ( Seniorudvalget )  :

Igen i år valgte seniorudvalget at aflægge stående beretning. Det medførte straks applaus fra forsamlingen, da det viste sig at han kunne !

Det har været et godt år og ingen har mistet noget ( heller ingen ben )

Skovturen smuttede igen i år ligesom påskearrangementet, men de traditionsrige ture vil blive taget op igen i 2009 ligesom Bakke-testen på Bakkeager ( med trailer fyldt med fadølsfustaser ? )

Indtægter og udgifter var begge på 0,00 , hvilket passede til aktiviteten = 0 !

Hvordan han fik beretningen godkendt må stå hen i det uvisse, da der intet blev nævnt om de forventede og efter køkkenkassens forhold trods alt temmelig betydningsfulde reklameindtægter i Euro, som blev stillet i udsigt i 2007, ved udlejning af reklamepladsen på trailerens mange sider.

 

Indkomne forslag  :

Formandens forslag om udnævnelse af æresmedlemmer, der egentlig stammer fra 2007 blev enstemmigt vedtaget ( af alle ), og samtidig blev Georg udnævnt som laugets først æresmedlem - der løb vist en tåre igen  ( dirigenten havde meget travlt med kontrollere og kommentere dette )

 

Eventuelt  :

Intet………......og så alligevel , selvom forslaget først nåede med lige før lukketid :

Det ikke tale-berettigede ikke-medlem Margit foreslog en ekskursion til Assens for at se lidt på varaner eller var det veteran-biler og andre spændende ting.

Initiativet blev meget vel modtaget og med køkkenkassen i ryggen fik hun fuldmagt til at arbejde videre med det spændende projekt, som vi alle glæder os til.

 

Valg :

Der var genvalg over hele linien, for alle pladser er jo besat, og bestyrelsen konstituerer sig som vanligt på førstkommende bestyrelsesmøde, der i følge vedtægterne ikke afholdes.

Selv revisoren blev genvalgt.

 

Næste år :

Forsamlingen måtte under dette punkt guide den særdeles usikre og stadig mobiltelefon-fikserede dirigent igennem en meget lang liste over de seneste 10 års generalforsamlinger og bede ham uvildigt, fordomsfrit og retfærdigt udpege værtskabet for næste års generalforsamling.

Han valgte laugets måske-medlem med måske-ulige personnumer med følgende salve : "7100 - hvordan synes du selv det lyder ?"

 

Fakta er at næste års generalforsamling finder sted :

Fredag den 9. oktober 2009 kl. 19.00

hos Lilli Mortensen, Lido Allé 19

DK-7100 Vejle

DANMARK

 

Kl. 23.00 lukkede dirigenten generalforsamlingen uden at takke for god ro og orden, det var næppe under den sædvanlige dirigent !

Frode, vi savnede dig ved klokkerne !

Søren, du skal nok lære det, begynder-vanskeligheder med Frodes gamle klokkeværk i fløjlsposen er helt naturligt.

 

 

 

Referent : Skri-Bent-en


 

Oversigt over værtskaber for den ordinære generalforsamling i ”Trailerlauget af 1986”

 

10.        1996     Familien Juul, Bakkegården

12.        1998     Familien Mortensen, Grønager

13.        1999     Familien Jakobsen, Horsvangen

14.        2000     Dirigent Jakobsen, Hostrup

15.        2001     Familien Jakobsen, Horsvangen

16.        2002     Familien Primdahl, Snareager

17.        2003     Familien Juul, Bakkegården

18.        2004     Familien Mortensen, Grønager

19.        2005     Familien Jakobsen, Horsvangen

20.        2006     Familien Primdahl, Snareager

21.        2007     Familien Lange & Jensen, Bjerreager

22.        2008     Familien Juul, Bakkegården

23.        2009     Lilli Mortensen, Lido Allé 19, DK-7100 Vejle , DENMARK

 

( med forbehold for stave- og huskefejl )

 

 

Laugets WebAdresse  : http://home1.stofanet.dk/trailerlaug1986/