Ordinær generalforsamling i “Trailerlauget af 1986”

Fredag den 12. oktober 2012

Hos Georg Jakobsen, Grønbotoften alias ”TrailerTriller Borgen”.

 

 

Valg af dirigent :

Formand Juul åbnede årets generalforsamling kl 21:05  - lige før osten.

Som dirigent blev ikke overraskende foreslået en ædru, men Coke-påvirket Frode.

Dirigenten virkede skarp, takkede for valget og spurgte forsamlingen om generalforsamlingen var varslet OK,  dinglede lidt med klokkeværket og gav formanden ordet tilbage.

 

Formandens beretning :

Formanden startede sin beretning med at konstatere, at der havde hersket lidt tvivl om datoen for generalforsamlingen, men han var lettet over, at det ikke blev den 11.oktober, der som bekendt er alkoholfri dag.

Ellers har det været en meget stille og fredelig sæson for traileren, der har været de faste ture til genbrugspladsen, en enkelt tur til Århus og lidt små-flytteri.

Traileren var dog væk fra sin stamplads udlånt til et bygge-projekt i en periode, der blev så lang, at der opstod frygt for, om den skulle være blevet solgt uden bestyrelsens vidende.

 

De årligt tilbagevendende problemer er løst i 2012 :

Kassereren har proppet hullet i det sivende bagdæk, og formanden selv har været på kombineret studie- og indkøbstur til Harald Nyborg efter lygteglas til venstre baglygte.

 

På investeringsfronten kommenteredes kassererens indkøb af et stk BMW motorcykel, der primært skal bruges til inddrivelse af restancer hos laugets dubiøse debitorer.

Dette må nødvendigvis have været et kraftigt dræn i køkkenkassen, som laugets officielle kasse følger, på samme måde som kursen på Danske kroner følger Euroen.

Så fra i 2011, hvor alt var betalt, må bestyrelsen fra 2012 fremover følge investeringerne tæt.

 

Formanden takkede bestyrelsen for veludført gerning på alle de møder, som ikke er blevet afholdt.

 

Endelig foreslog formanden at hylde foreningens første og ældste æresmedlem, der i anledningen af hans 10 års jubilæum i Gl. Rynkeby, havde valgt at betale hele huslejen for årets generalforsamling.

Med bragende Hurra råb for æresmedlem Sir Georgs sponsorat, blev formandens beretning godkendt.

 

 

Kassererens beretning :

En kort, kontant og talrig beretning igen i år.

 

Kassebeholdningen var pr 31/12-2011 : 6693 DKK, og med årets budgetterede kontingent-indtægter på 1550 DDK, burde beholdningen nu ligge på 8243 DKK, men foreløbig mangler kontingent-indbetalinger fra 4 medlemmer, og der er også udlæg til diverse reservedele og baglygter til foreningens traktor, som skal afregnes direkte over køkkenkassen (49,50 DKK).

 

Kassererens nye stil er at offentliggøre medlemsnumrene på de dubiøse debitorer, som foreningen ellers har været forskånet for længe.

Nr. 6, 9, 11 og 13 er i restance , og vil i nærmeste fremtid kunne vente en rykker MED gebyr a la kommunens gebyrer.

 

For at forenkle kontingent-arbejdet rundsendte kassereren en adresse- og email-liste til ajourføring. Formålet var at gøre det nemmere ved fremsendelse af E-Kontingent Fakturaer og E-Rykkerbreve til medlemmerne.

 

Kassererens beretning blev godkendt på trods af medlem nr 6’s og 9’s undrende kommentarer.

 

Kontingentsatsen blev ikke nævnt, hvilket må indikere at det anses for at være passende og ingen i forsamlingen turde nævne noget for kassereren, for at han ikke skulle få ideer om en forhøjelse til finansiering af den nye BMW Rykkerkværn til inddrivelse af restancer.

Derfor er kontingentet for år 2012-2013 :

Dkr. 200 for aktivt medlemskab &

Dkr. 50 for aktivt juniormedlemsskab

OG :  og det skal være indbetalt til kassereren eller overført til køkkenkassen senest den 1.oktober 2013

 

Udvalgenes beretninger

 

Seniorudvalget  :

Efter seniorudvalgets overraskende festfyrværkeri i fjor på Grønbotoften var forventningerne i år sat efter noget endnu større.

Forsamlingen måtte dog lægge ører til en multitaskende seniorudvalgsformand, der tilsyneladende var mere optaget af ligegyldige scoringer i europæiske fodboldlandskampe på sin fløjtende og hujende mobil-Ipad-telefon-dims end berette om udvalgets aktiviteter.

Om Bandolowski scorer til 1-0 mellem Slovenien og Cypern eller Armenien forekom lauget ret ligegyldigt.

Men som vanligt var det en stående beretning ( og han kunne stå endnu ).

 

Reklamepladsen på traileren er langt om længe solgt – næsten – til en stor international koncern .  Værdi af kontrakten blev anslået til ca 800 millioner et-eller-andet ( =  græske drachmer ).

Sponsorens krav til foreningen var dog ikke uvæsentlige , de blev nævnt :

-       Gennemsigtighed i foreningens økonomi

-       Optagelseskrav  til medlemmer skal overholdes for alle

-       Foreningen skal omdøbes

-       Reklameklistermærker skal på både trailer og hjemmeside

Kontrakten var ikke endeligt forhandlet på plads, der blev derfor anmodet om mandat til fortsat te forhandlinger  uge 10 og 11 i 2013 på en luksusyacht i det græske øhav.  

Forventet omkostning  > 8000 DKK ( køkkenkassen ) og da en igangsat indsamling intet resultat gav, vurderes det at fortsatte forhandlinger må ske for egne midler.

( og derfor næppe munder ud i noget stort )

 

Der blev ikke omtalt nogen af årets aktiviteter trods det, at det faktisk lykkedes at gennemføre den i årevis planlagte guidede rundtur i omegnen for at vise ”laugets rødder”.

Den blev gennemført i sensommeren med Æresmedlem nr 1 som guide, og TV Juul var på pletten, så vi forventer at se denne spændende føljeton i den kommende vinters lørdage i prime-time, mens DR1 givetvis ændrer sendetidspunktet på Matador for at undgå at miste seere.

 

Ellers er planerne for 2013 klar :

Endnu engang skal vi finde Påskeharen og datoen blev gentaget flere gange.

Arrangementet finder sted :

27. Marts 2013

 

Denne beretning blev vist også godkendt.

 

Juniorudvalget  :

Det i fjor nedsatte juniorudvalg måtte for første gang aflægge deres beretning.

Den selvbestaltede og ikke-konstituerede formand, der påstår at  (rød ? )  Ålborg er vigtigere end generalforsamlingen  i det trailerlaug, man er født ind i, havde brygget en kort beretning som ældste medlem Mette måtte oplæse for formanden in absentia.

”Formanden” glædede sig over alle medlemmer er samlet i Danmark med undtagelse af Stine der har valgt en ø ved siden af djævle øen i stedet for fastlandet.

 

Traileren har været luftet af juniorudvalget, til både flytning og indkøb af møblement i IKEA.

 

Udvalget har besluttet sig for et årligt møde som er fastlagt til 2. lørdag i april og det første møde vil blive afholdt hos Fam. Skovmand , Danmarksgade i Fredericia , hvor udvalget vil konstituere sig.

For at advare naboer og andet godtfolk i fæstningsbyen, så drejer det sig om lørdag den 13. april 2013, hvor lauget  bør overveje at indrykke en advarsel i Fredericia Dagblad om højrøstet generalforsamling inden for voldene.

Kasserer og hovedbestyrelse vil formentlig se imødekommende på at støtte en sådan annonce, der kunne flashe vort navn syd for Rands Fjord.

 

Beretningen blev godkendt – in absentia.

 

Indkomne forslag  :

Ingen forslag.  ( Sløv og sat forening  ?  )

 

Eventuelt  :

Seniorudvalgsformanden fandt pludselig fokus under Eventuelt , da fodboldkampene rundt i Europa var slut (og Danmark tabte 1-1 til Bulgarien).

Han ønskede at skærpe kravene til optagelse af nye medlemmer, og  argumenterede for at de skulle opfyldes af alle også medlemmer OGSÅ på Kirsebærhaven , uden at nævne medlemsnumre.

Han mente ikke at ”prospekten” tog foreningen seriøst, men fik ham presset til at indvillige i et optagelses-scenarie i perioden maj til august 2013.

Det noteredes : maj til august 2013 .  Hvilket vi alle ser frem til med store forventninger.

Den stadig ædru dirigent lukkede debatten med et  ”så er det vist debatteret”, og det var så.

 

Valg til bestyrelse :

Der var genvalg til hele bestyrelsen og konstituering sker som vanligt på førstkommende bestyrelsesmøde, der ikke afholdes.

 

Valg af revisor og revisor-suppleant:

Revisoren blev atter genvalgt på trods af manglende gennemgang af regnskab og bilag. ”RessorPleanten” (på dansk : Revisor-suppleanten) blev genvalgt efter overtalelse til endnu et år på posten.

 

Den evigt ædru dirigent en takkede kl 21:49  for god ro og orden, hvilket faktisk var tilfældet i igen år.

 

 

Næste år :

Dette punkt blev traditionen tro eller lige som sidste år ikke behandlet .

Skribenten føler derved en hævdvunden ret til at foreslå næste års arrangører  med udgangspunkt i de sidste mange års skiftende værter og arrangører.

Det er vældig praktisk at kunne være i Grønbotoftens Fælleshus, så hvis det fortsat er muligt ( og æresmedlemmet betaler huslejen ), vil dette være vores første valg, og datoen er naturligvis fortsat fastlagt som fredag før efterårsferien, hvilket i 2013 vil sige :

 

Fredag den 11.oktober 2013 kl. 19.00

 

( det er når den store viser peger på 12 (lodret) og den lille viser peger på 7, men man må selvfølgelig gerne komme før J )

 

Den praktiske del af dette års generalforsamling blev styret af Juul-Byvej og Bent-Bredager. Det foreslås at Jensen-Bredager og Lilli-Århus bliver tovholdere og arrangører af 2013’s  generalforsamling  - med det forventet-fuldgyldige- medlem Jensen-Kirsebærhaven som suppleant.

 

 

Referent : Skri-Bent-en


 

Bilag 1.

Oversigt over værtskaber for den ordinære generalforsamling i ”Trailerlauget af 1986”

 

10.        1996     Familien Juul, Bakkegården

12.        1998     Familien Mortensen, Grønager

13.        1999     Familien Jakobsen, Horsvangen

14.        2000     Dirigent Jakobsen, Hostrup

15.        2001     Familien Jakobsen, Horsvangen

16.        2002     Familien Primdahl, Snareager

17.        2003     Familien Juul, Bakkegården

18.        2004     Familien Mortensen, Grønager

19.        2005     Familien Jakobsen, Horsvangen

20.        2006     Familien Primdahl, Snareager

21.        2007     Familien Lange & Jensen, Bjerreager

22.        2008     Familien Juul, Bakkegården

23.        2009     Lilli Mortensen, Lido Allé 19, DK-7100 Vejle , DENMARK

24.        2010     Klubhuset ,Grønbotoften (Sir Georg)

25.        2011     Klubhuset ,Grønbotoften (Sir Georg) & Else-Snareager + Margit-Frugthaven

26.        2012     Klubhuset ,Grønbotoften (Sir Georg) & Juul + Mortensen

27.        2013     ?

 

( med forbehold for stave- og huskefejl )

 

 

Laugets WebAdresse  : http://home1.stofanet.dk/trailerlaug1986/