English version



Vedtægter for Trailerlauget af 1986


 

§ 1

Formål:

 

Trailerlaugets formål er at afholde den årlige generalforsamling i oktober måned samt at trille lidt med trailer.

 

 

§ 2

Traileren:



Fabrikat

Flex Trailer - VEB Anhängerbau Wittenberge DDR

Type HP 500.01
Fabrikationsår 1986
Stelnummer 41.059
Tilladt totalvægt 500 kg
Ekstraudstyr Absolut ingen
Registreringsnummer NS 4755 - Er afmeldt
Registreringsattest Opbevares af Georg Jakobsen - Er bortkommet


§ 3

Medlemmer:

Som medlem optages enhver mand eller kvinde med ulige personnummer, som efter endt prøvetid og afholdt afsluttende grillfest iht. stk. 8 kan godkendes af medlemmerne på den efterfølgende ordinære generalforsamling.

 

Der kan dispenseres for kravet om ulige personnummer for så vidt angår medlemmer, der samtidig søger optagelse i junior-udvalget og opfylder betingelserne for optagelse her. Såfremt man ikke selv har ulige personnummer og krog, kan der søges optagelse hvis man har slået sig sammen med én, der opfylder de generelle betingelser for optagelse. Der kan ikke dispenseres for vilkårene i § 3 stk. 8.



Medlemmer er opdelt i 4 klasser:

A-medlemmer, B-medlemmer, C-medlemmer og æresmedlemmer.

A-medlemmer har indbetalt indskud, og er de formelle ejere af traileren.

B-medlemmer er optaget i Trailerlauget efter bestået optagelsesprøve iht. stk. 8.

C-medlemmer er optaget i trailerlauget med dispensation, men efter bestået optagelsesprøve iht. stk. 8.

 

A- og B-medlemmer kan udnævnes til Æresmedlemmer. Såfremt der er stillet forslag om udnævnelse, kan dette ske på den førstkommende ordinære generalforsamling. Udnævnelse af Æresmedlemmer kan kun ske såfremt mindst 2/3 af de stemmeberettigede på generalforsamlingen stemmer for forslaget.

 

B-medlemmer og C-medlemmer samt Æresmedlemmer har ikke ringere vilkår i trailerlauget end A-medlemmer og betaler samme kontingent som A-medlemmer.

 

A-medlemmer:
Boet efter Georg Jakobsen, Grønbotoften – ejerandel 20 %

Preben Jakobsen, Frugthaven – ejerandel 20 %

Boet efter Niels Peter Jensen, Tårs – ejerandel 20 %

Bent Mortensen, Bredager – ejerandel 20 %

Ove Juul, Bredballe Byvej – ejerandel 20 %

 

B-medlemmer:

Lars Primdahl, Snareager – bestået optagelsesprøve iht. stk. 8 med udmærkelse.

Jesper Jensen, Bjerreager – bestået optagelsesprøve iht. stk. 8 med udmærkelse.
Søren Jensen, Kirsebærhaven – bestået optagelsesprøve iht. stk. 8 med udmærkelse.

Et medlem kan frigøres for økonomisk hæftelse, hvis medlemmet flytter fra området og brugen af traileren dermed vanskeliggøres. De resterende medlemmer skal da være forpligtet til at købe den ledige anpart til dagspris.

Traileren afskrives over 8 år, hvorefter scrapværdien anlåes til kr. nul.

 

Såfremt et medlem ønsker at sælge sin anpart i øvrigt, kan dette kun ske, såfremt de øvrige medlemmer i trailerlauget énstemmigt kan godkende salget.

 

Stk. 8 – personer, som ønsker optagelse i trailerlauget på tidspunkter, hvor der ikke er andele til salg, kan på en ordinær generalforsamling anmode om optagelse.

Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede deltagere i generalforsamlingen accepterer anmodningen, optages det kommende medlem som ’prospect’ i trailerlauget.

En ’prospect’ har brugsret over traileren og hæfter økonomisk på lige fod med A-, B-og Æresmedlemmer, men har ikke stemmeret på generalforsamlingen.

Ved ’prøveperiodens’ afslutning afholder ’prospecten’, som den endelige optagelsesprøve, en grill-fest for trailerlaugets medlemmer på egen terrasse med rigelige forsyninger af mad og drikkevarer. På den efterfølgende ordinære generalforsamling vurderes det herefter om optagelsesprøven er bestået, eller om ’prospect-perioden’ skal forlænges med endnu ét år.

Bestået optagelsesprøve medfører ret til at blive B-medlem af trailerlauget.

 


§ 4

 

Forsikring:

Traileren er forsikret "ab krogen", og kaskoforsikres ikke. Derfor egne skader, egen pung.


§ 5

Opbevaring:


Traileren opbevares i midter-garagen hos Ove Juul, Bredballe Byvej.
Der er normalt fri adgang til traileren. Såfremt man ønsker at køre med trailer udenfor normal ’oppetid’, kan der laves særaftaler om, at traileren stilles udenfor dagen før.

Garageporten kan være aflåst i perioder med henblik på at forhindre tyveri af den uforsikrede trailer. Er familien Juul udrejst, skal nøglen til garageporten overdrages til medlemmet med det laveste medlemsnummer, hvilket også skal skrives på tavlen i garagen. Medlemmet som har fået nøglen overdraget er forpligtet til at udlevere den til et medlem, som ønsker at benytte traileren. Såfremt medlemmet med det laveste medlemsnummer også er udrejst overdrages nøglen til medlemmet med det næste medlemsnummer osv.

 

 

§ 6

Udlån til ikke medlemmer:


Trailer kan udlejes til ikke medlemmer for minimum 1 ks. øl (30 stk.) eller 0,5 fl. Gl. Dansk pr. udlån.

Det medlem, som forestår udlejningen, må sikre sig, at låneren har til hensigt at aflevere traileren i samme stand, som han modtog den, samt at han er betalingsdygtig. I tvivlstilfælde må der kræves depositum samt forudbetaling af lejen.

Ved et sådant udlån skal der tages hensyn til, at medlemmerne har førsteret til brugen af traileren. Der er dog intet til hinder for, at en udlånsreservation foretages i god tid - ud fra den betragtning, at det er værre at mangle øl og Gl. Dansk end traileren.


§ 7

Reservation:


Traileren kan reserveres efter 3 sideløbende og uafhængige systemer:

Hverdags-, Weekend- og Feriereservation:


Hverdag: Traileren kan reserveres for hele dage, eller for nogle timer uden reservation. Af hensyn til andre brugere er det vigtigt, at reservationen ikke strækker sig over en længere periode end højst nødvendigt.

Reservationen dokumenteres på tavlen i garagen.

Weekend: Traileren kan reserveres op til en hel weekend. Også her registreres reservationen på tavlen i garagen.

Ferier: Medlemmer, som ønsker brug af traileren for en længere periode i forbindelse med ferie, skriver sig på tavlen og markerer reservation med ferie. En feriereservation går forud for andre reservationer. I det tilfælde, at flere ønsker at låne traileren på samme tid, forhandler man sig frem til en løsning, evt. ved lodtrækning. Lånet kan vare op til 21 dage, men kan efter forhandling med de øvrige medlemmer forlænges.

Ethvert medlem er pligtigt til at forvisse sig om, at traileren ikke er reserveret af en anden, inden han fjerner den. Overtrædes denne bestemmelse, idømmes den formastelige en bod på minimum 1 kasse øl (30 stk.) eller 1 fl. Gl. Dansk. Generalforsamlingen kan efter forgodtbefindende idømme en større bod.

 


§ 8

Brug af traileren:


Efter endt brug skal traileren afleveres i rengjort og kontrolleret stand. Ødelagte trekanter reflekser, lygteglas og egne skader skal ordnes på brugerens regning, såfremt han føler sig skyldig i skaderne. Ellers medbringes behørige kvitteringer til næste ordinære generalforsamling, hvor eventuel refundering af udgifterne godkendes.

Almindelig reparation som følge af normal slitage bekostes af medlemmerne i fællesskab.
Udgifterne skal godkendes på generalforsamlingen.

 


§ 9

Vedligeholdelse:


Medlemmerne kan indkaldes med (u)nødvendige mellemrum til vedligeholdelse "opshining" af traileren.
På disse møder, der fortrinsvis bør afholdes på lørdag aftener i sommerhalvåret, må der kun undtagelsesvis indtages mere alkohol, end en god morgensøvn kan afbrænde.

 

§ 10

Generalforsamling:

 

Den årlige generalforsamling skal så vidt muligt afholdes den første fredag i oktober måned hos ét af medlemmerne. Retten til at afholde generalforsamlingen kan gå på skift. Såfremt flere medlemmer påberåber sig ret til at afholde årets generalforsamling, kan formanden afgøre hos hvem generalforsamlingen afholdes.

Udgifterne til mad og drikke deles ligeligt af medlemmerne, såfremt værten ikke insisterer på selv at dække dem.

 

Dagsorden til den ordinære generalforsamling:

  1. Valg af dirigent (ikke medlemmer kan/bør vælges)
  2. Valg af skriBent
  3. Formandens beretning
  4. Kassererens beretning
  5. Udvalgsformandens beretning for seniorudvalget
  6. Udvalgsformandens beretning for juniorudvalget
  7. Indkomne forslag
  8. Valg af bestyrelse
  9. Valg af revisor
  10. Almindelig hygge (eventuelt)

 

 

§ 11

Kontingent:

 

Der betales kontingent til trailerlauget – størrelsen (som ikke diskuteres) godkendes på trailerlaugets ordinære generalforsamling.

I forbindelse med kassererens fremlæggelse af budget for det kommende år, fremsætter han et forslag til næste års kontingent. Kassererens forslag behøver ikke nødvendigvis være beregnet ud fra forventninger om udgifter til traileren, men kan udmærket være begrundet i kassererens aktuelle likviditetsbehov.

Kontingentet betales i kontanter direkte til kassererens ’køkkenkasse’ senest 15. september før den ordinære generalforsamling. Såfremt kassereren ikke finder det nødvendigt at udstede kvittering for kontingentindbetalingen, betragtes dette som en endelig afgørelse, der ikke kan påklages.

 

 

§ 12

Regnskab:

 

Den af bestyrelsen valgte kasserer fører behørigt regnskab over trailerlaugets indtægter og udgifter. 

Regnskabsåret går fra den ordinære generalforsamling til den næste. Kassereren aflægger det reviderede regnskab på den ordinære generalforsamling til godkendelse. Kassereren skal sandsynliggøre, at den bogførte formue nogenlunde er til stede.

Den likvide formue placeres til bedst mulig rente i enten kassererens ’køkkenkasse’ eller alternativt på en konto i et pengeinstitut med betryggende indskydergaranti.

 

 

§ 13

Bestyrelse:

 

Der afholdes ikke bestyrelsesmøder i løbet af året.

Alle medlemmer af trailerlauget er medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig på første bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling.

Afholdelse af bestyrelsesmøder kan ske, når mere end 2/3 af medlemmerne kræver det, forudsat der er fornøden begrundelse til det

Bestyrelsesmødet afholdes hos den, som har taget initiativ til mødet og for dennes regning.

 

 

§ 14

Ikrafttræden:

 

Ovenstående vedtægter er godkendt på trailerlaugets generalforsamling den 6. oktober 2023.




 


 

Bredballe, den 6. oktober 2023 

 

 

______________________________ 

Frode Jakobsen (mangeårig dirigent)